En person holder et net med flasker til genbrug

Investering i grønne kompetencer

70 pct. af arbejdsstyrken i den grønne sektor er enten faglært eller ufaglært. Samtidig kan vi forvente, at det netop er i disse jobs, hvor der kommer et endnu større behov for at tænke i grønne og bæredygtige løsninger. Det kan fx være cirkulærtænkning inden for affaldshåndtering, emballagevalg, nye transportstrukturer og energioptimering mv. Derfor er det også vigtigt, at de faglærte og ufaglærte tilegner sig grønne kompetencer, der gør dem i stand til at stå i frontlinjen under klimakampen. Og det er vigtigt, at vi i omstillingen tager et ansvar for at få løftet de arbejdstagere, som står til at miste deres job, videre over i nye arbejdsopgaver. Fx når arbejdspladserne på olieplatformene nedlægges og efterspørgslen på arbejdskraft i vindmølleindustrien stiger. 

Målet om at sænke Danmarks CO2-udledning med 70 pct. vil kræve nye kompetencer hos medarbejderne inden for bæredygtige teknologier, metoder og løsninger. I AMU-systemet kan et nyt kursus være klar i løbet af en måned, og der er allerede flere kurser, som kan understøtte den grønne omstilling i dag.

DEG foreslår konkret:

Grøn bevidsthed

Det er vigtigt, at den siddende regering udviser politisk vilje til at indføre en grøn bevidsthed i AMU-systemet. Det kan ske ved, at ministeriet medtænker efteruddannelsesudvalgene i deres klimaplan. På den måde kan udvalget rådgive regeringen hver gang den foreslår nye tiltage i forhold til, hvilke kompetencebehov det medfører.

Grøn efteruddannelsespulje

DEG foreslår konkret, at midler til grøn efteruddannelse bl.a. bruges på at sikre, at skolerne er i stand til at give deres kursister kompetencer fx inden for de nyeste teknologier, cirkulære processer eller nye innovative og bæredygtige måder at gøre tingene på. Det kræver et system, der er gearet til at kunne indkøbe den seneste teknologi og give lærerne de nødvendige kompetencer inden for området.

Hvor opstår de nye job?

Der bør igangsættes grundige analyser over hvor i de forskellige sektorer at nye grønne job opstår samt hvilke jobs der er tale om, herunder det konkrete behov for grøn opkvalificering.

Grøn certifikatmodel

Efteruddannelsesudvalgene afdækker, hvor der er behov for et grønt certifikat.