Del

Konference om kontanthjælpsreform

Op mod 150 skolefolk var samlet en hel dag i København for at blive klogere på, hvilke forandringer kontanthjælpsreformen kommer til at give ude på skolerne, når den træder i kraft den 1. januar.

Dagen bød på en række spændende oplæg og workshops. Ønsker du at se slides fra oplæggene findes de her.

Her følger et par input fra dagen:

Jens Erik Zebis, kontorchef fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, fortalte overordnet om målet med den nye reform og om, hvilke instanser der får hvilke ansvar. " I skal huske på, at det ikke kun er erhvervsskolerne, der skal løfte opgaven. Der bliver mange interessenter, der skal hjælpes ad, bl.a. bliver det kommunernes ansvar at sikre at de unge er uddannelsesparate, før de går i gang med en uddannelse fx hos jer, sagde Jens Erik Zebis.

Kasper Højvang Kyed, regionsdirektør i beskæftigelsesregion hovedstaden og Sjælland understregede i sit oplæg, at kommunikationen mellem uddannelsesinstitutioner og jobcentre er helt essentiel for at opgaven lykkes. Han sagde blandt andet rettet mod erhvervsskolerne: " I har serveretten; fortæl jobcentrene, hvad de unge skal kunne før de kan tage en uddannelse på en erhvervsskole.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen leverede et meget engageret og levende oplæg. Hun takkede blandt andet erhvervsskolerne for deres store indsats "Jeg vil gerne takke jer for den kæmpestore indsats I gør derude - jeg ved godt, det er lettere sagt end gjort".
Ministeren understregede ligeledes, at erhvervsskolerne ikke skal frygte at blive "lagt ned" af de mange nye unge, der kommer med et uddannelsespålæg efter 1. januar: "Alle kontanthjælpsmodtagerne skal jo ikke ind på erhvervsskolerne. Mange skal fx i gang med en hf eller ta' en fleksuddannelse, sagde Mette Frederiksen.

Konferencen blev afsluttet med workshops, hvor de mange deltagere fik mulighed for at udveksle erfaringer. 

Læs mere

  • Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K