Elev, computer

Digital teknologiforståelse på hhx og htx

Digital teknologiforståelse er en central kompetence i de erhvervsgymnasiale uddannelser og det skal den forsat være. Derfor skal vi værne om og udvikle undervisningen i digital teknologiforståelse på hhx og htx, så den forsætter med at være i topklasse.

På hhx- og htx-uddannelserne ruster vi eleverne til efter endt videregående uddannelse at kunne bidrage til erhvervslivet og til at kunne deltage aktivt i et demokratisk samfund og et arbejdsmarked som i høj grad er baseret på digitale løsninger. På hhx og htx lærer eleverne derfor, at det er alfa og omega både at kunne tage stilling til og reflektere over digitale teknologier og at kunne skabe og genskabe nye digitale teknologier som gør verden til et bedre sted.

De særlige anvendelsesorienterede og erhvervsfaglige kompetencer indenfor digital teknologiforståelse opnås gennem de særegne forhold og undervisningsmetoder på erhvervsgymnasier og erhvervsskoler. Dem skal vi holde fast i og udvikle. Samtidig må de erhvervsgymnasiale uddannelser følge med udviklingen i erhvervslivets og samfundets digitale teknologi og i grundskoleelevernes digitale og teknologiske kompetencer. For at kunne det må hhx- og htx-gymnasierne have læreplaner, digitalt og didaktisk kompetente undervisere samt tidssvarende teknologi, der giver dem mulighed for at uddanne digitalt kompetente og dannede studenter til videregående uddannelse og erhvervsliv. Derfor mener Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier:

Fag og læreplaner skal følge med tiden

Teknologiforståelse på hhx og htx skal ligge i naturlig forlængelse af fagligheden fra grundskolen og danne grundlag for en progression videre til elevens videregående uddannelse. Det arbejder DEG for ved at være en del af den Nationale Alliance for Digital Teknologiforståelse, som arbejder for at skabe politisk opbakning til at implementere digital teknologiforståelse som faglighed i hele uddannelsessystemet.

Hvis digital teknologiforståelse oprettes som en faglighed i grundskolen efter forsøget med teknologiforståelse i folkeskolen og regeringens digitaliseringsstrategi fører til markant udvikling af elevernes digitale kompetencer i grundskolen, vil det kræve en tilsvarende markant udvikling af området på ungdomsuddannelserne. Der er således behov for, at:

Opdater læreplaner i digitale og teknologiske fag

De gymnasiale fagkonsulenter i STUK i et samarbejde med relevante foreninger, repræsentanter fra andre uddannelsesniveauer og forskere (fx nedsat i et udvalg) tilbagevendende forholder sig til, om de gymnasiale uddannelser har de rette fag og om læreplanerne har de rette faglige mål til at sikre progressionen i uddannelseskæden på et område, der udvikler sig hurtigt.

Digital teknologiforståelse i alle læreplaner

På hhx og htx (og eux, hvor fagene kører efter gymnasial læreplan) gælder dette særligt IT-relaterede og teknologiske fag, men DEG mener også, at digital teknologiforståelse skal fremgå tydeligt af læreplanerne i uddannelsernes resterende fag. Intentioner bliver til virkelighed i dagligdagens møde mellem lærere og elever. Derfor er det vigtigt, at digitale teknologiforståelseskompetencer tænkes helt ind i fagligheden i fagenes læreplaner. Der skal selvfølgelig samtidig tages stilling til, hvad der i dag er mindre centralt og derfor kan tages ud af læreplanerne, så der ikke opleves stoftrængsel.

Eleverne skal møde kompetent erhvervsrettet undervisning i digital teknologiforståelse

I en undersøgelse, som Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier har lavet af, hvordan hhx- og htx-elever opnår digitale teknologiforståelseskompetencer, står det frem, at lærere, der har en teknisk forståelse kombineret med en projekt- og anvendelsesorienteret undervisningstilgang, er grundstoffet i elevernes kompetence på området. På hhx og htx skal eleverne kunne mere end at anvende og reflektere – de skal kunne tænke udvikling i- og med digitale teknologier. Der er derfor behov for:

Adgang til de rette lærekompetencer

Sikre bedre adgang til at ansætte undervisere på hhx og htx med relevant erhvervserfaring og uddannelsesbaggrund til at understøtte elevernes erhvervsrettede digitale teknologiforståelseskompetencer. Dette er fx kandidater med baggrund i IT og teknologi og gerne med erfaring i at arbejde tværfagligt eller anvendelse- og projektorienteret. DEG ønsker at fastholde kravet om kandidatuddannelse, men kravene til den faglige viden, der er specifik for et gymnasiefag, skal gøres mere fleksible og transparente, så kompetente kandidater ikke sorteres fra i ansøgningsprocessen. DEG arbejder allerede for at få revideret de faglige mindstekrav, så gymnasierne i højere grad kan rekruttere lærere med disse kompetencer, men der er brug for fælles handling fra BUVM og UFM nu.

Digital teknologiforståelse i pædagogikumuddannelsen 

Gøre digital teknologiforståelsesfaglighed til en del af pædagogikumuddannelsen (både den teoretiske og den praktiske del), så alle nye gymnasielærere får en digital grundforståelse, der både ruster til at kunne anvende digitale teknologier i undervisningen og til at kunne integrere denne faglighed i sine fag.

Projektunderstøttelse til udvikling af lærernes kompetencer

løbende opkvalificere nuværende undervisere i anvendelse af digital teknologi både som redskab og som faglighed i undervisningen. Dette kan fx ske gennem udviklingsprojekter ude på gymnasierne, hvor undervisere i IT og teknologiske fag går sammen med lærere fra andre fagområder om at udvikle undervisningsforløb med fokus på elevernes digitale teknologiforståelseskompetencer. Dette udviklings- og opkvalificeringsarbejde kan ressourcemæssigt understøttes via et FoU projekt i BUVM eller som regionale projekter, hvor flere gymnasier går sammen med en eller flere eksterne parter i et udviklingsprojekt, hvor de videndeler undervejs.

Nationalt videnscenter for digital teknologiforståelse

der etableres et nationalt videnscenter for digital teknologiforståelse, finansieret af Børne- og Undervisningsministeriet. Videnscenteret bør have til opgave at udvikle digital teknologiforståelse som faglighed i hele uddannelsessystemet, men tonet i indhold og didaktik til de enkelte uddannelser. Derfor skal der udvikles undervisningsmidler i samarbejde med folkeskoler, gymnasier og erhvervsskoler, videregående uddannelsesinstitutioner og eksisterende relevante videnscentre (fx CIU). Dvs. at didaktik og undervisningsmidler til at understøtte de særlige erhvervsrettede og anvendelsesorienterede hhx- og htx-digitale teknologiforståelseskompetencer skal udvikles i samarbejde med hhx- og htx-gymnasier.  Videnscenteret kan også have til opgave at understøtte kompetenceudvikling af gymnasielærere.

Eleverne skal møde tidssvarende digital teknologi i undervisningen

For at kunne anvende og videreudvikle teknologier og it-software til nye behov i nutidens digitale samfund, er det essentielt, at eleverne forstår tankegangen bag digital teknologi (såkaldt computationel tankegang). Det opnår eleverne på hhx og htx ved at arbejde anvendelsesorienteret og undersøgende med tidssvarende digitale teknologier. Dette giver mulighed for, at eleverne kan træne og eksperimentere med at udvikle innovative, digitale løsninger til erhvervslivet og det bredere samfund. 

Hvis elever på hhx og htx derfor skal opnå de nødvendige kompetencer inden for digital teknologiforståelse, skal de møde tidssvarende programmer og udstyr i undervisningen. Det er væsentligt, at eleverne ikke føler sig hensat fortiden, når de overgår fra grundskole til gymnasium. Tidssvarende teknologier kan eksempelvis være droner, VR-produktionsudstyr, animationsprogrammer, kraftige PC’ere til at køre de tunge programmer, m.v. For at sikre elevernes adgang til tidssvarende teknologi, foreslår DEG:

Tidssvarende teknologi gennem eksterne samarbejder

At der igangsættes samarbejde mellem gymnasier, erhvervsliv og forskningsinstitutioner, som kan bringe nyskabende teknologi fra virksomheder eller forskningen med ind i undervisningen. Dette kan ske gennem længerevarende samarbejdsforløb eller korte besøg på virksomheder eller forskningsinstitutioner. Sådanne samarbejder bør understøttes nationalt eller regionalt – fx faciliteret af ovennævnte videnscenter.

Midler til indkøb af tidssvarende teknologi

At der i taxametersystemet eller via pulje afsættes midler til en national indsats, der muliggør indkøb af tidssvarende teknologi, som matcher det, der anvendes i grundskoler og i virksomheder.

Baggrund 

Digitalisering er i dag en fundamental del af den måde vores erhvervsliv og samfund er indrettet på. Den digitale teknologi er ikke bare et redskab, vi benytter; det er en integreret del af vores professionelle liv og privatliv. En forståelse for - og en evne til - at kunne konstruere (med) digitale teknologier er et afgørende element af skolernes arbejde med at klæde børn og unge på til at agere i en digital verden.

På hhx- og htx-uddannelserne ruster vi eleverne til at kunne bidrage til erhvervslivet og til at være kompetente borgere i et tiltagende digitaliseret samfund efter endt videregående uddannelse. Eleverne får tekniske færdigheder, så de kan forstå og anvende digitale teknologier, og lærer samtidigt at kunne reflektere kritisk over konsekvenserne ved brugen af dem. Eleverne lærer at konstruere nye digitale produkter samt i kombination med fagligheder fra andre fag at kunne skabe målrettede løsninger med eksisterende eller nye digitale teknologier. Dette er noget, vi skal bygge videre på samtidig med, at vi følger med udviklingen i den digital teknologi i samfundet og med udviklingen i digitale kompetencer hos de elever, vi modtager fra grundskolen.

De særlige erhvervsfaglige kompetencer inden for digital teknologiforståelse opnås gennem de særlige forhold på erhvervsgymnasier og erhvervsskoler. De handler blandt andet om en anvendelsesorienteret, innovationsfremmende og tværfaglig undervisningsmetode, hvor eleverne kan bruge sin tekniske viden fra f.eks. informatik og teknologiske fag til at skabe konkrete løsninger for virksomheder eller myndigheder, eller til at forholde sig konkret til etiske dilemmaer som fx digital krænkelse. Det handler i den grad også om undervisere med erhvervserfaring og et undervisningsmiljø på erhvervsskolerne, der retter sig mod erhvervslivet og det omkringliggende samfund.

DEG er med i den Nationale Alliance for Digital Teknologiforståelse, som arbejder for at skabe politisk opbakning til at implementere digital teknologiforståelse som faglighed i hele uddannelsessystemet. DEG er med i alliancen, fordi det, som aldrig før, er nødvendigt, at unge får digitale teknologiforståelseskompetencer. Vi mener, det er nødvendigt at digital teknologiforståelse indtænkes i hele uddannelseskæden, og vi ønsker at være den erhvervsrettede stemme i udvikling af fagligheden ind i alliancens arbejde. Bliver teknologiforståelse et fag i folkeskolen, så kommer der et behov for at opjustere fag, lærerkompetencer og udstyr på ungdomsuddannelserne. Det samme gør sig gældende med behovet for løbende udvikling af digitale og teknologiske løsninger på problemstillinger som mangel på arbejdskraft (fx udviklingen af kunstig intelligens til at varetage arbejdsopgaver), miljøkrise eller hacking af kritisk infrastruktur.

Læs, hvad der kendetegner digital teknologiforståelse på hhx og htx i analysen her:

Elev, computer
Gymnasier

Hvad kendetegner de digitale teknologiforståelseskompetencer, som eleverne opnår på hhx og htx? DEG har undersøgt, hvordan der arbejdes...