Del

Digitale Synergier  - samplanlægning på tværs af merkantile skoler

Pilotprojekt skal undersøge om digitale hjælpemidler kan sikre lokale undervisningsmiljøer

Flere skoler – særligt små og mindre skoler – har ofte få elever inden for de enkelte uddannelsesretninger, og det kan være vanskeligt at opretholde lokalt udbud, hvor underviserne har et uddannelsesspecifikt kendskab inden for de enkelte erhvervsuddannelser.

For nogle erhvervsskolerne er det derfor en udfordring at håndtere kravene om en høj faglig specialisering i de uddannelsesspecifikke fag, når der er et begrænset elevvolumen på holdene.

Midler til pilotprojekt

Uddannelsesnævnet, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og Synergiskolerne (10 mindre handelsskoler) har i fællesskab fået midler fra DHG-fonden gennem Handelsskolernes Lærerforening til et pilotprojekt, der skal forsøge at møde denne udfordring.

Projektet har til formål at undersøge, om digitale værktøjer kan anvendes til at sikre, at eleverne kan modtage undervisning med høj faglig specialisering og kvalitet, også selvom de går på hold med få elever.

Fokus i pilotprojektet er elever på de merkantile erhvervsuddannelser. I projektet vil udvalgte synergiskoler prøve kræfter med at bruge digitale værktøjer til at planlægge og gennemføre undervisning sammen på tværs af erhvervsskoler, så elever på flere handelsskoler kan blive undervist sammen – selvom de går i skole forskellige steder i landet.

Projektet gennemføres i efteråret 2018. DEG forventer at kunne formidle og facilitere en debat om projektets resultater på en konference i 2019.

  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K