FM

Vores arbejde

Hos Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier vil vi tale om kvalitet, fremdrift og visioner, og derfor har vi fremsat fem hovedindsatsområder, der sætter retningen for vores arbejde.

Rekruttering og øget gennemførsel på erhvervsuddannelserne

I 2025 vil Danmark mangle 60.000-85.000 faglærte. Vi arbejder for at få flere unge og voksne til at vælge en erhvervsuddannelse og samtidig sikre gode vilkår og lærepladser på uddannelserne, så det virker attraktivt for eleverne.

Øge meningsdannernes kendskab til hhx og htx

Vi arbejder for at udbrede kendskabet til de erhvervsgymnasiale uddannelser blandt meningsdannere. Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier skal være en tydelig aktør på det gymnasiale område, som i høj grad bliver inddraget i den offentlige – og politiske – debat om udviklingen af de gymnasiale uddannelser.

Alliancer om styrkede muligheder for voksen- og efteruddannelse

Arbejdsmarkedet er under hastig udvikling, og jobfunktioner forandrer sig. Det stiller krav til virksomhederne og ikke mindst til medarbejderne, som løbende skal vedligeholde og udvikle deres faglige kvalifikationer. Vi arbejder for, sammen med relevante partnere, at skabe politisk opmærksomhed på at styrke voksen- og efteruddannelsesindsatsen samt for at sikre en bedre leverance til virksomhederne og deres medarbejdere.

Bred uddannelsesdækning af høj kvalitet

Faldende demografi presser de erhvervsrettede uddannelsesinstitutioner. Vi udarbejder analyser og løsningsmodeller om økonomistyring og institutionsdrift, der kan bidrage til at nuancere debatten om, hvordan der kan sikres et bredt geografisk uddannelsesudbud af høj kvalitet og med et godt studiemiljø i hele landet.

Fremtidsholdbare uddannelser

Den digitale og teknologiske udvikling stiller krav til elevernes færdigheder. Vi har fokus på at levere uddannelser, der tager højde for fremtidens arbejdsmarked, herunder digitalisering, bæredygtighed og FN’s 17 verdensmål, og vi støtter skolerne i deres daglige arbejde for at forberede deres elever til fremtiden.