Solceller, montør

Den grønne omstilling er ikke kun et teknisk anliggende

Debat - Avisen Danmark

"Det er en stor fejl at skrive de merkantile uddannelser ud af den grønne omstilling. Selvom man ofte tænker på vindenergi, solceller, mv., er virkeligheden, at vi ikke kommer i mål uden også at fokusere på indkøb, salg, logistik, økonomi og ledelse."

Af Anja C. Jensen, forbundsformand HK Danmark; Annette Vilhelmsen, næstformand Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier Lederne, Claus Rosenkrands Olsen, uddannelseschef Dansk Erhverv. 

Hvilke uddannelser er vigtigst, hvis Danmark også fremover skal være en grøn vindernation?

På årets folkemøde fik vi et klart svar fra Pernille Rosenkrantz-Theil ift. erhvervsuddannelserne. Når regeringen vil etablere tre nye klimaerhvervsskoler, skal de kun omfatte de tekniske uddannelser og ikke de merkantile. Skoler, kommuner mv. har brugt mange ressourcer på at byde ind på regeringens ønske herunder også med forslag, der inkluderer de merkantile uddannelser. Skal de nu bare skrottes?

Nej! Hos Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne, HK Danmark og Dansk Erhverv mener vi, at det er en stor fejl at skrive de merkantile uddannelser ud af den grønne omstilling. Selvom man ofte tænker på vindenergi, solceller, mv., er virkeligheden, at vi ikke kommer i mål uden også at fokusere på indkøb, salg, logistik, økonomi og ledelse.

DE OMRÅDER OG jobfunktioner ændres også i takt med udviklingen mod en bæredygtig fremtid. Vi er opdraget til en verden, hvor forbrug skaber vækst. Vi køber nyt og holder hjulene i gang. Dette bliver nu udfordret. Vi skal ikke kun producere grønt, men vedligeholde, opgradere, genanvende og bortskaffe korrekt. Det stiller nye krav til både produktion, indkøb og logistik. Områder, som er vigtige i stort set alle virksomheder og organisationer.

Kontoransatte og administrative medarbejdere spiller en afgørende grøn rolle i alt lige fra indkøb, salg, logistik, spedition, rejseaktiviteter til konferencer og meget mere. Også detailhandlen med produktion, indkøb og understøttelse af ændrede forbrugsvaner er central i bæredygtig omstilling. Det medfører et massivt behov for udvikling af nye kompetencer, som for en stor dels vedkommende skal opbygges på baggrund af ny viden, samling af ekspertise og best practice. Noget, man kunne forestille sig, at klimaerhvervsskolerne skal levere.

Men vi ved faktisk ikke, hvad regeringen vil med de tre klimaerhvervsskoler. Skal det være nye skoler eller eksisterende? Og hvad med alle de andre? Er de ikke grønne? Måske er tanken, at de skal være kraftcentre for at understøtte den grønne omstilling på erhvervsskolerne og tydeliggøre erhvervsuddannelsernes centrale rolle i fremtidens bæredygtige samfund, så flere unge kunne få lyst til at gå den vej?

Det kan vi sagtens se et behov for, men lad os ikke reducere det til de tekniske uddannelser. Der er brug for ny viden, nye undervisningsmaterialer, nye lærerkompetencer mv. inden for alle områder. Og det skal gå hurtigt! Byg derfor indsatsen på de eksisterende skoler og vidensmiljøer i sektoren, herunder videnscentrene.

FORSOMMERENS STÆRKE ELEV- og lærlingeoprør vidner om en generel mangel på ressourcer på erhvervsskolerne, og vi er mange, der gerne så en mere kontant prioritering af området. Med den seneste trepartsaftale fra 2020 blev der afsat 500 mio. kr. årligt til at styrke erhvervsuddannelserne. De penge kom ikke fra regeringen og Folketinget, men fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Det er på høje tid, at politikerne lever op til de fine ord og selv afsætter midler til målrettet at styrke erhvervsuddannelsernes kerneydelse: Undervisning af høj kvalitet med opdateret udstyr og undervisningsmaterialer leveret af dygtige lærere.

Stærke og attraktive uddannelser og miljøer er nu en gang det bedste argument for, at flere unge skal vælge den faglærte vej - og for at fastholde virksomhedernes store engagement i de faglærte uddannelser i Danmark.

Så hermed en opfordring til at parkere de kunstige modsætninger og fokusere på, hvad der skal til for at løfte hele vores erhvervsuddannelsessektor og dens muligheder for at understøtte den grønne omstilling. Hvis man kun fokuserer snævert på de tekniske kompetencer, og ikke ser hele værdikæden, risikerer vi, at den teknologiske udvikling og den grønne omstilling aldrig kommer ud over rampen.

Kontakt

Rikke Christoffersen

Rikke Christoffersen

Næstformand Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne