Kursusaktivitet på AMU 2023

Indhold
AMU
Voksen, elever, AMU

Denne analyse præsenterer udvalgte nøgletal vedr. aktivitet på arbejdsmarkedsuddannelserne de seneste år.

Udviklingen i antallet af kursister

Figur 1 Udviklingen i antallet af kursusdeltager i perioden 2019-2023

Figur 1 viser udviklingen af kursusdeltagelser i perioden 2019 til 2023. Af tabellen fremgår det, at udviklingen i antallet af deltagere i AMU for alvor er vendt siden årene med corona (2020 og 2021), som har haft en markant påvirkning på aktiviteten i AMU, dels på grund af delvise nedlukninger på institutionerne samt højkonjunkturen, der har betydet, at virksomheder i mindre grad har prioriteret efteruddannelse pga. af travlhed.


Det fremgår endvidere af figur 1, at antallet af AMU-kursister er steget 5,7 pct. fra 2022 til 2023, fra 406.942 i 2022 til 430.232 i 2023. Der var således 23.381 flere kursusdeltagelser på AMU i 2023 end i 2022.


Året 2019 var et aktivitetsrekordår efter en lang årrække med en negativ aktivitetsudvikling. Da 2020 var præget af pandemien er det svært at konkludere, om den positive aktivitetsudvikling fra 2018 til 2019 skyldes den forrige VEU-trepartsaftale fra 2017.

Udviklingen i antallet af kursister fordelt på efteruddannelsesudvalg

Tabel 1 Udviklingen i antallet af kursusdeltagelser fordelt på efteruddannelsesudvalg i perioden 2022-2023

Af tabel 1 fremgår udviklingen i antallet af kursusdeltagelser fordelt på efteruddannelsesudvalgsområde fra 2022 til 2023. Af tabellen fremgår det, at langt hovedparten af alle efteruddannelsesudvalg har haft en markant aktivitetsfremgang.

Træets Efteruddannelsesudvalg, IF-MI Svejsnings og Fyringsteknik samt Transporterhvervets Uddannelser er blandt de efteruddannelsesudvalg med den største procentvise fremgang.


Kigges der på den største antalsmæssige fremgang finder man Transporterhvervets Uddannelser, Industriens Fællesudvalg samt Efteruddannelsesudvalget for Handel, Administration, Kontor og Ledelse i top.


Transporterhvervs Uddannelser udgør fortsat det største kursusområde med en samlet andel på ca. 30 % af alt aktivitet i AMU. Det skyldes primært, at brancheområdet indeholder en del certifikatkurser, som er obligatorisk og adgangsgivende til en del jobfunktioner i transportbranchen.

Udvikling i antallet af kursusdeltager fordelt på arbejdsmarkedsstatus

Figur 2 Udvikling i antallet af kursusdeltagelser fordelt på arbejdsmarkedsstatus i perioden 2019-2023

Figur 2 viser udviklingen i antallet af kursusdeltagelser fordelt på kursisternes arbejdsmarkedsstatus i perioden 2019 til 2023. Af figuren fremgår det, at kursister i beskæftigelse over hele perioden udgjorde den markant største andel af de samlede kursusdeltagelser.


I perioden 2022 til 2023 var andelen af kursister fordelt på arbejdsmarkedsstatus uændret. I begge år udgjorde den beskæftigede målgruppe 71 pct.


Den ledige målgruppe omfatter både dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere, fleksjobbere, førtidspensionister mv. og udgjorde i begge år 20 pct. af de samlede kursusdeltagelser.


Andelen af kursister under uddannelse og som er selvforsøgende udgjorde i begge år hhv. 3 pct. og 6 pct.
Kursister som tilhører målgruppen af selvsørgende, er defineret som personer, som ikke har adgang til de offentlige ydelser og er typisk selvstændige.

Udviklingen i antallet af kursister fordelt på region

Tabel 2 Udviklingen i antallet af kursusdeltagelser fordelt på region i perioden 2019-2023

Af tabel 2 fremgår det, at samtlige regioner har haft en positiv aktivitetsudvikling i perioden 2022 til 2023. Den positive udvikling har i særlig grad været til stede i Region Midtjylland og Region Nordjylland, som har haft en fremgang på hhv. 7,6 % og 6,6 %, hvilket er over landsgennemsnittet (jf. figur 1).


Ser man på den samlede aktivitetsudvikling i perioden 2019 til 2023 ses et ens mønster i forhold til faldet i kursusdeltagelser i perioden 2020 til 2021, som var årene med corona.

Udviklingen i brugen af fjernundervisning som tilrettelæggelsesform

Figur 3 Antal kursusdeltagelser gennemført som fjernundervisning i perioden 2019-2023

Figur 3 viser udviklingen i antallet af kursusdeltager, der blev gennemført som et fjerundervisningsforløb i perioden 2019 til 2023. Det fremgår af figuren, at fjernundervisning, som undervisningsform, voksede eksplosivt fra 2019 til 2021, hvilket alene skyldes tiden med corona i 2020 og 2021, hvor institutionerne pludseligt skulle omstille sig til fjernundervisning.


Udviklingen af kursusdeltagelser gennemført som fjernundervisning har været faldende siden 2021, hvor udviklingen stagnerede. Udviklingen i kursusdeltagelser gennemført som fjernundervisning er fra 2022 til 2023 faldet med 39%.

Det kan skyldes, at virksomheder og kursister fortsat foretrækker den fysiske dagsundervisning, som er den typiske undervisningsform i AMU. Derudover er målgruppen i AMU stadig præget af mange kursister, der har svært ved at håndtere grundlæggende digitale værktøjer og derved afskrækkes ved fjernundervisningsformen.


Det skal alligevel bemærkes, at antallet af kursusdeltagelser gennemført som fjernundervisning i 2023 var markant højere end antallet i 2019 og før corona. Det viser, at interessen og efterspørgslen for fjerundervisningsforløb generelt er steget efter årene med corona.

Udviklingen i brugen af certifikatkurser

Figur 4 Udviklingen i antallet af årselever på certifikatkurser i perioden 2019-2023

Figur 4 viser udviklingen i antallet af årselever på certifikatkurser i perioden 2019 til 2023. Af figuren fremgår det, at antallet af årselever på certifikatkurser i perioden 2022 til 2023 steg med 11 pct.


Det fremgår også af figuren, at årselevsaktiviteten på certifikatkurser i mindre grad var påvirket af corona i sammenligning til den generelle aktivitet i AMU. Det kan forklares ud fra, at en række jobfunktioner kræver, at medarbejderen har et gyldigt certifikat som bevis. Der blev derfor fortsat udbudt og afholdt en del certifikatkurser i årene med corona.


I forhold til brancheområder, udgjorde certifikatkurser inden for transportområdet 75 pct. af den samlede årselevsaktivitet på certifikatkurser i 2023. Det næststørste certifikatområde målt på årselevsaktivitet er bygge- og anlægsområdet, som i 2023 udgjorde 8 pct. af den samlede årselevsaktivitet på certifikatkurser.

Statusredegørelse over prøveafholdelse i AMU

Tabel 3 Udviklingen i andelen af prøveresultater i perioden 2019-2023 (1.-3. kvartal)

Tabel 3 viser udviklingen i andelen af prøveresultater i AMU i perioden 2019 til 2023 (1.-3. kvartal). Prøver i AMU blev indført i forbindelse med trepartsaftalen fra 2017 og blev fuldt implementeret fra 2020.


Af tabellen fremgår det, at der i 2023 (1.-3. kvartal) var 91,5 pct. kursister, der bestod kursets tilhørende prøve. Det er en stigning på ca. 5 pct. sammenlignet med 2020. Samtidig er andelen af kursister, der ikke bestod kurset pga. afbrud eller udeblivelse fra prøveafholdelsen faldet fra 8,3 pct. i 2020 til kun 5 pct. i 2023 (1.-3. kvartal). Ligeledes er andelen af kursister, der ikke bestod prøven halveret fra 2020 til 2023 (1.-3. kvartal).


Udviklingen viser, at kursister i AMU efterhånden har vænnet sig til prøveafholdelse i forbindelse med et AMU-kursus. I 2020, hvor prøver i AMU var et nyt initiativ, oplevede mange udbydere, at kursister, men også virksomheder, bevidst valgte prøven fra, da flere fandt stort ubehag ved at aflægge prøve bl.a. pga. dårlige skoleerfaringer, angst for ikke at bestå mv. I dag har udbyderne fokus på den pædagogiske indgangsvinkel, når prøven introduceres og gennemgås, hvilket har resulteret i, at flere vælger at aflægge prøve og derved består kurset.

Tema: Implementering af trepartsaftalen om langsigtede investeringer i voksen-, efter- og videreuddannelse

Som en del af implementeringen af VEU-trepart vil den temabaseret del af statusrapporten indeholde en opfølgningsrapport, der præsenterer statusser på implementeringsarbejdet i forhold til centrale trepartsinitiativer.
Den temabaseret del vil bestå af følgende opfølgninger:

1. Udvikling i AMU-udbuddet
En komparativ analyse af udbuddet før og efter den nye udbudsmodel, som sigter mod et mere snævert udbud.

2. Servicekoncepter
Fordeling af puljen til servicekoncepter vist på geografisk og branchemæssigt niveau. Koncepternes implementerings- og udviklingsarbejde vil blive fulgt tæt mhp. vidensdeling blandt foreningens medlemmer.

3. Digitale puljer
Fordeling af puljerne til digital læring i AMU mhp. at vidensdeling om puljemodtagernes initiativer og udviklingsprojekter blandt foreningens medlemmer.

4. Via AMU mod faglært
En opgørelse over, hvilke meritforløb (AMU-pakker), som bliver vedtaget og implementeret med udgangspunkt i trepartsinitiativet om at skabe flere og mere attraktive veje fra ufaglært mod faglært – og hvorvidt de bliver benyttet (varigheden merit).

Den temabaseret statusrapport vil blive ajourført i takt med implementeringsarbejdet og vil for første gang blive udgivet i foråret 2025.