Elev skriver, noter, blyant

Valget skal sikre eleverne gode uddannelser

DEG-L mener

Direktørkredsen i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne ønsker politikerne en god valgkamp og håber, at de mange valgløfter om de erhvervsrettede uddannelser følges op af reelle politiske handlinger, når det nye Folketing og regering er på plads. Samtidig opfordres politikerne til at udvise tillid til ledelser og bestyrelser og sætte erhvervsskolerne fri til at udvikle de bedst mulige uddannelser til gavn for elever, lærlinge og kursister.

Direktørkredsen i DEG-L repræsenterer skoler, der udbyder erhvervsuddannelser, erhvervsgymnasiale uddannelser samt voksen- og efteruddannelse, primært arbejdsmarkedsuddannelser.

Direktørkredsen vil gerne takke statsministeren for at have fokus på de erhvervsrettede uddannelser i sin åbningstale og de mange partier, som er kommet med valgudspil herom. Direktørkredsen håber, at det bliver fuldt op af reelle beslutninger og aftaler efter et valg, så det ikke bliver ved skåltalerne.

Vanskelige tilpasninger i vente

De erhvervsrettede skoler står som resten af samfundet i en vanskelig situation, hvor store beslutninger er nødvendige for at kunne imødekomme de voldsomt stigende priser samtidig med, at skolerne oplever et faldende elevtal. Direktørkredsen konstaterer, at der må ske en markant tilpasning af medarbejdere på en række skoler. Det vil have konsekvenser for uddannelsernes kvalitet og muligheden for at fastholde og tiltrække elever.

Direktørkredsen er deres samfundsansvar bevidst og har respekt for, at alle dele af Danmark er påvirket af den økonomiske situation. Samtidig beder direktørkredsen politikerne huske på, at den erhvervsrettede sektor er en afgørende aktør i leverancen af kompetencer til den bæredygtige omstilling og derfor er det nødvendigt for både klimamål og den generelle samfundsudvikling, at sektoren kan tilbyde ordentlige uddannelser.

Hav tillid til erhvervsskolerne

I den forbindelse opfordrer direktørkredsen politikerne og embedsværket til at være åbne overfor en afbureaukratisering af erhvervsskolesektoren. Mange af de eksisterende ressourcer i sektoren vil kunne bruges meget bedre og med større understøttelse af kvaliteten, hvis regler og bindinger bliver løsnet, uddannelsesstrukturer ændret, krav til lærerkompetencer afspejler virkeligheden og ministerielle tilsyn fokuseres fremfor at være styret af kvantitet, som tilfældet er i dag.

Regeringen har taget initiativ til at sætte folkeskoler og kommuner fri for selv at finde de bedste løsninger, hvilket også blev fremhævet i statsministerens åbningstale. Den tillid ønsker direktørkredsen også for erhvervsskolesektoren, så bestyrelser, ledelser og medarbejdere sammen kan udvikle de bedst mulige uddannelser til gavn for elever, lærlinge og kursister.