Handleplan for uddannelse for bæredygtig udvikling

Handleplan for uddannelse for bæredygtig udvikling

Nyhed

I dag modtog børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil det endelige forslag til en national strategi og handleplan for uddannelse i bæredygtig udvikling.

20 uddannelsesorganisationer bakker op om forslaget, som skal sikre, at klima- og bæredygtighedsdagsordenen bliver en integreret del af alle uddannelser, lige fra folkeskole til de videregående uddannelser.

Når vi samler så mange gode kræfter og ildsjæle, kan vi skabe de ønskede resultater
Nina Olsen, konstitueret direktør Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier

Konkret går forslaget ud på at nedsætte et Nationalt Råd for Uddannelse i Bæredygtig Udvikling (UBU) suppleret af syv uddannelsespartnerskaber for blandt andet erhvervsuddannelserne, de gymnasiale uddannelser og voksen- og efteruddannelserne.

I første fase skal partnerskaberne identificere hvilke barrierer og muligheder, der er for uddannelse for bæredygtig udvikling på de forskellige uddannelsesområder. Målet er at alle elever, studerende og kursister på alle uddannelsesniveauer og -områder skal modtage uddannelse for bæredygtig udvikling.

Baggrund

I foråret 2021 gik 12 elev- og studenterorganisationer sammen i et fælles opråb for et øget fokus på bæredygtighed i uddannelsessektoren: Uddannelser For Fremtiden. På baggrund af ungdommens opråb indkaldte Astrid Carøe (SF) børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og daværende uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen til åbent dobbeltsamråd om, hvordan regeringen vil sikre, ”at klima- og bæredygtighedsdagsordenen bliver en integreret del af alle uddannelser, lige fra folkeskole til de videregående uddannelser.”

Til samrådet d. 13. april 2021 spurgte MF Uffe Elbæk (Frie Grønne) børne- og undervisningsministeren om, hvorvidt regeringen havde planer om at lave en samlet national grøn uddannelsesstrategi, for at sikre et systematisk arbejde med bæredygtig uddannelse. Dertil svarede Pernille Rosenkrantz-Theil, at ”hvis du Uffe, vil skrive en handlingsplan og en national strategi for grønne uddannelser, så vil jeg gerne gennemføre ikke det hele – det vil jeg ikke love – men store dele af det.”

På den baggrund samledes en blandet gruppe på 12 personer for hen over sommeren at udarbejde en sådan handleplan til ministrene.