Elever, gruppearbejde, HTX, HHX, STX

Nye søgetal til ungdomsuddannelserne viser samme tendenser som foregående år

Pressemeddelelse

Søgningen til erhvervsuddannelserne er fortsat lav. Hhx oplever fremgang, mens htx går alarmerende tilbage.

Årets søgetal til ungdomsuddannelserne er blevet opgjort. Fordelingen af, hvordan knap 64.300 elever fra 9. og 10. klasse fra grundskolen har søgt mod ungdomsuddannelserne, fortsætter udviklingen fra de foregående år. Mens 11 procent flere søger mod handelsgymnasiet, hhx, oplever det tekniske gymnasie, htx, et markant fald på 11 procent. Erhvervsuddannelserne tegner sig for en andel på 19,9 procent af ansøgerne, svarende til en stigning på 3 procent sammenlignet med 2023. Heraf søger en tredjedel af eleverne en erhvervsuddannelse som eux.

Søgningen til erhvervsuddannelserne er ifølge Kasper Palm, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Bestyrelserne, fortsat alt for lav:

- I en årrække har søgningen til erhvervsuddannelserne ligget omkring 20 procent for eleverne fra grundskolen. Det er dog langt fra nok i forhold til, at vi som samfund har brug for mange flere faglærte i fremtiden. Derfor håber vi, at regeringen ser med alvor på situationen og tilvejebringer de nødvendige politiske tiltag, der skal til for at sikre, at flere unge motiveres til at gå den faglærte vej, siger Kasper Palm.

Ifølge Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne, modtages nyheden om søgetallene til de erhvervsgymnasiale uddannelser med blandede følelser.

- Hhx er en unik gymnasieuddannelse, hvor eleverne lærer at koble viden og færdigheder med virkelige problemstillinger i erhvervslivet. Vi kan sagtens forstå, at det tiltrækker de unge, og vi er glade for, at vores arbejde med at udbrede kendskabet og interessen for hhx slår igennem i de unges søgemønster, siger Ole Heinager.

Alarmerende udvikling på htx kalder på handling

Modsat er det dog med søgningen til htx, som de senere år har oplevet en markant nedgang. Udviklingen bekymrer Ole Heinager, som påpeger, at der generelt er en dalende interesse blandt unge for at vælge naturvidenskabelige gymnasieretninger med fokus på STEM-kompetencer.  

- Det er en udvikling, der burde få alle alarmklokker til at ringe. STEM-studieretningerne føder ind i videregående uddannelser inden for blandt andet medicin, ingeniør- og it-uddannelser, som spiller en central rolle i at adressere nogle af samfundets største udfordringer, herunder klimaforandringer, folkesundhed og digitalisering, siger Ole Heinager.

Samlet set er der sket et dyk på 23 procent fra 2017 – 2023, når htx og stx-studieretningerne inden for STEM-områderne lægges sammen.

- Fortsætter udviklingen vil den blot forstærke sig selv, for det vil også betyde færre uddannede lærere med STEM-kompetencer til at motivere og vække interesse i grundskolen, og dermed risikerer vi som samfund at miste momentum i forhold til at konkurrere på det internationale marked og imødekomme fremtidige udfordringer inden for teknologi og videnskab, siger Ole Heinager.

Kasper Palm deler bekymringen:

- På sigt vil det få negative konsekvenser for vores samfundsmæssige udvikling, økonomi og innovationsevne. Søgetalen til htx bør være et wake-up call. Vi har brug for politisk handling, der kan fremme interesse og engagement i STEM-fagene blandt unge og sikre, at der er tilstrækkelige  incitamenter og ressourcer til at støtte disse uddannelsesområder, afslutter Kasper Palm.

Hovedkonklusioner fra de opgjorte søgetal

  • Erhvervsuddannelserne går 3 procent frem sammenlignet med 2023. Dermed er det  fortsat kun hver femte elev, der søger mod erhvervsuddannelserne efter grundskolen.
  • Søgningen til eux udgør en tredjedel (32 procent) af den samlede søgning mod erhvervsuddannelserne, hvilket ligger på linje med de forgange år.  
  • Hhx går 11 procent frem sammenlignet med 2023, og udgør nu over hver fjerde søgning til de gymnasial uddannelser.
  • Htx går 11 procent tilbage sammenlignet med 2023. Dermed er det knap 7 procent af den samlede søgning til de gymnasiale uddannelser i 2024, som er mod htx.

Kilde: Børne- og undervisningsministeriet

Kontakt

Billede af næstformand for DEG-B, Kasper Palm

Kasper Palm

Næstformand Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Bestyrelserne