Bæredygtige udbud - værktøj til bestyrelserne

Nyt værktøj til bestyrelserne på erhvervsskolerne

Nyhed

Det er den enkelte skoles ledelse og bestyrelses ansvar løbende at vurdere, om skolen har et bæredygtig udbud af uddannelser – både på den korte og længere bane. DEG har udviklet et simpelt værktøj, som kan hjælpe med at tage dialogen i bestyrelseslokalet: er skolens udbud fagligt og kvalitativt bæredygtige?

I vurderingen af, hvad der kendetegner et bæredygtigt udbud, indgår mange faktorer, og det skal vurderes i hele sin sammenhæng. Materialet er lavet for at give et overblik over de ting, som kan være relevante at drøfte. Materialet består af tre dele: en PowerPoint, et spørgsmålsark og et dataark. 

Det samlede materiale er bygget op om to hovedtemaer med dertil hørende undertemaer og spørgsmål:

Fagligt og kvalitativt forsvarligt

Det afgørende og centrale for et udbuds bæredygtighed er en vurdering af, om det er fagligt og kvalitativt forsvarligt, så elever/lærlinge bliver så dygtige som muligt, og erhverver de faglærte kompetencer, som virksomheder efterspørger, når de er færdiguddannet.

Herunder en vurdering af: lærerressourcer og -kvalifikationer, samspil mellem skole og virksomheder, udstyr og lokaler, samt vurdering af om eleverne/lærlingene bliver tilpas udfordret og om de fagligt, såvel som socialt, trives undervejs i uddannelsen.

Det geografiske perspektiv

Det vil sige en vurdering af, om en skoles udbud bidrager til et geografisk dækkende udbud – set både i forhold til lokale/regionale virksomheders og erhvervslivs behov og det nationale udbudslandskab samt betydningen af udbuddenes placering og opretholdelse for elever og skolen.

Herunder en vurdering af: om udbuddet understøtter og er forankret i det lokale/regionale behov for faglært arbejdskraft. Er der lærepladspotentiale? Sikrer udbuddet bæredygtige udbud på egen og andre skoler? Er der let tilgængelighed for eleverne? Er der den nødvendige skolehjemskapacitet til de elever, som kommer langvejs fra?

Værktøjet er lavet i PowerPoint så hver enkelt skole let kan downloade det og tilpasse det. Værktøjet kan downloades her på siden og ligger mere permanent her:

Bæredygtige udbud - værktøj til bestyrelserne

Det er den enkelte skoles ledelse og bestyrelses ansvar løbende at vurdere, om skolen har et bæredygtig udbud af uddannelser – både på den korte og længere bane. DEG har udviklet et simpelt værktøj, som kan hjælpe med at tage dialogen i...

Om materialet

I forbindelse med de store udbudsrunder og løbende godkendelser af nye udbud på en skole anvender Børne- og Undervisningsministeriet et sæt vurderingskriterier for godkendelse af et udbud. Kriterierne er indbyrdes forbundet og kommer på forskellig vis rundt om en vurdering af, om udbuddet er;

  • fagligt og kvalitativt forsvarligt og bidrager til at opfylde de politiske målsætninger om, at flere skal vælge/gennemføre en erhvervsuddannelse, trivsel etc.
  • geografisk dækkende, både i forhold til det lokale erhvervsliv og i forhold til et elev-/skoleperspektiv.

DEG’s materiale bygger dels på disse kriterier, dels input fra skolerne i en workshop om udbud afholdt på DEG’s årsmøde i april 2023. Materialet skal ses som et bestyrelsesværktøj til brug for drøftelser i skolebestyrelserne om, hvad der konstituerer et bæredygtigt udbud på skolen.