Solceller, montør

Pulje på 100. mio. kr. til uddannelsesindsatser inden for grøn omstilling

Pressemeddelelse

Som opfølgning på finansloven for 2021 er der nu indgået politisk aftale om udmøntning af 100 mio. kr. til grøn efteruddannelse og opkvalificering. Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier tager godt imod aftalen, som indeholder midler til understøttelse af indsatser og projekter på både de tekniske uddannelser og videnscentrene. Skoler med merkantile uddannelser bør prioriteres i den kommende ansøgningsrunde om yderligere 100 mio. kr.

I aftalen offentliggjort den 2. november 2021 fremgår det, hvordan de 100 mio. kr., der blev afsat på finansloven 2021 til opkvalificering og efteruddannelse inden for klimatilpasning og grøn omstilling i bred forstand, skal anvendes. Her afsættes 54 mio. kr. til videnscentrene, 36 mio. kr. til tekniske uddannelser og 10 mio. kr. til fem faglige udvalg. 

Om aftalen udtaler Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne:

- Det er rigtigt godt, at man generelt vil den grønne omstilling. Tanken om at understøtte videnscentrene så de kan kapacitetsopbygge i grønne og bæredygtige koncepter, som de formidler bredt ud til alle erhvervsskoler, synes vi er rigtig fornuftigt. I samspil med erhvervsskolernes indsatser får vi bedre fart på den grønne omstilling af uddannelserne. Derfor kunne vi selvfølgelig også have ønsket os, at det tiende videnscenter, CIU, som det samlende videnscenter på tværs af brancherne, var tænkt med i aftalen.  

36 mio. kr. fordeles til de tekniske uddannelser

Ud af de 100 mio. kr. fordeles 36 mio. kr. som særtilskud til alle uddannelsesudbydere af tekniske erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser. Midlerne skal gå til understøttelse af lokale indsatser, aktiviteter og projekter, som kan understøtte den grønne omstilling, bæredygtighed, klimatilpasning mm. Det gælder også kompetenceudvikling af undervisere, samarbejde med aktører, der har en stærk grøn profil, udarbejdelse af undervisningsmaterialer samt udstyrsinvesteringer.

Ifølge Lars Goldschmidt, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Bestyrelserne, er aftalen god, fordi den er målrettet de faglærte brancher som helt centrale elementer i omstillingen af samfundet i en grønnere og mere bæredygtig retning. Dog mener han, at man på ét punkt har overset en vigtig målgruppe.

- Vi har længe advokeret for, at erhvervsuddannelserne er afgørende for den grønne omstilling. Det er positivt, at politikerne også er enige i dette. Vi mangler dog, at de merkantile erhvervsuddannelser også understøttes økonomisk i deres arbejde for den bæredygtige og grønne dagsorden. Vi håber derfor, at politikerne indtænker udbyderne af de merkantile uddannelser i den kommende ansøgningspulje, når de 100 mio. kr. afsat i 2022, skal udmøntes, siger Lars Goldschmidt.

- Derudover ser vi også frem til de faglige udvalgs kompetencekortlægning, der skal danne grundlag for hvordan uddannelserne skal udvikles fagligt og indholdsmæssigt for at holde trit med den grønne og bæredygtige udvikling, afslutter Lars Goldschmidt.