VVS elev arbejder med rør

Søgetallene til erhvervsuddannelserne står i stampe – der er brug for politisk handling

Pressemeddelelse

De netop offentliggjorte søgetal viser, at 20 procent af eleverne fra 9.og 10. klasse søger ind på erhvervsuddannelserne, hvilket er på niveau med de forgange år. Samme billede gør sig gældende for hhx, mens htx oplever et fald på 1,2 procentpoint i forhold til 2021.

Ud af de 20 procent, der søger ind på erhvervsuddannelserne, tilkendegiver 30,8 procent ønske om at tage en erhvervsuddannelse med eux. De højeste søgetal ser man i Region Nordjylland, hvor 25,6 procent har søgt en erhvervsuddannelse som førsteprioritet, mens det laveste tal, 13,4 procent, ses i Region Hovedstaden.  

- Desværre må det endnu en gang konstateres, at vi ikke er kommet tættere på det politiske mål om, at 30 procent af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse efter grundskolen i 2025. Vi er også meget ærgerlige over det fald, vi ser på htx, som indeholder de STEM kompetencer, vi har stærkt brug for i samfundet. Årsagerne må vi have kigget nærmere på, siger Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne

- Vi må se i øjnene, at det er handling, der skal til og ikke ord. De unge kommer ikke til at strømme ind på erhvervsuddannelserne, fordi de voksne mener, at der er brug for det. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan indrette erhvervsuddannelserne, så de i langt højere grad tilbyder det ungdomsliv, som eleverne ønsker sig, siger Ole Heinager.

Fastholde lysten til en erhvervsuddannelse

Lars Goldschmidt, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Bestyrelserne, er enig i, at der er behov for at tage livtag med den måde, vi tænker læring og skole på, hvis vi i fremtiden skal se en mere jævn fordeling af eleverne på ungdomsuddannelserne:

- Der er gennemført og igangsat mange velmenende initiativer, men der skal drejes på større håndtag, hvis vi skal motivere flere unge til at vælge en erhvervsrettet vej, når de er færdige med 9. og 10. klasse.

- Vi ved, at mange elever i grundskolen er interesseret i en erhvervsuddannelse. Ikke kun på mellemtrinnet, men helt op i 8. klasse. Men når de skal vælge, er springet oftest for langt. Vi skal fastholde og understøtte deres interesse ved, at praksisfaglighed og praksisrettet undervisning blive integreret i alle fag i hele grundskolen, så valget af en erhvervsuddannelse bliver lige så naturligt som valget af en gymnasial uddannelse, siger Lars Goldschmidt.

Læs mere om DEGs forslag til, hvordan det kan sikres, at flere vælger en erhvervsuddannelse i kataloget: Indspil til Danmark kan mere