htx elever i klasselokale

Søgningen fra grundskolen til erhvervsskolerne går tilbage

Nyhed

Nye søgetal: Den generelle søgning mod erhvervsskolerne går tilbage. Særligt htx mærker et markant fald, mens hhx oplever øget interesse.

Fordelingen af, hvordan eleverne fra grundskolen har søgt mod ungdomsuddannelserne fortsætter udviklingen fra de foregående år.  Mens flere elever søger mod handelsgymnasiet, hhx, oplever det tekniske gymnasie, htx, et markant fald. Erhvervsuddannelserne er trods massivt politisk fokus samlet set gået tilbage.

- Det her det vidner om, at der brug for handling. Målsætninger og flotte ord om, hvor vigtigt det er, at flere unge tager en erhvervsuddannelse, er ikke nok til at vende udviklingen, siger Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne.

Han ser den positive søgning mod hhx som en samfundstendens, hvor blandt andet programmer som Løvens hule, når danskerne i bedste sendetid.

- Handelskompetencer er supervigtige for Danmark som eksportnation, og det glæder os, at de unge har fået øjnene op for hhx’s særlige gymnasieprofil, der har fokus på fag som afsætning og forretningsudvikling, siger Ole Heinager.

Han påpeger dog samtidig, at søgningen mod htx er noget nær en katastrofe, idet det blandt andet kommer til at betyde, at der uddannes langt færre inden for STEM-området.

- Htx er en vigtig ungdomsuddannelse, fordi det er en bred gymnasial uddannelse, som er fødekæde ind i uddannelser på en række af fremtidens vigtigste professioner som for eksempel medicin, datalogi og ingeniøruddannelser, men også folkeskolelærer og sygeplejerske.  Derfor er det enormt vigtigt at styrke uddannelsen og ikke lade den forsvinde stille og roligt, siger Ole Heinager.

Htx har siden 2016 oplevet et fald i 1. prioritetsansøgninger på knap 35 procent. Flere andre gymnasiale uddannelser har også haft et lavere ansøgningstal siden 2016, men faldet for htx er langt større end gennemsnittet

Små hold presser udbuddet af uddannelser

Også Kasper Palm, der er formand for bestyrelsesforeningen i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, er bekymret for udviklingen. 

- Erhvervsskolerne har mange forskellige uddannelser, og når tilmeldingstallet falder, betyder det, at der mange steder gennemføres hold med meget få elever. Det presser skolerne, som stadig har udgifterne til at gennemføre undervisningen på trods af små hold. Det har skolerne i mange år kunne understøtte med de lidt større uddannelser, siger Kasper Palm.

Erhvervsskolerne udbyder 101 erhvervsuddannelser samt de gymnasiale uddannelser hhx og htx og voksen- og efteruddannelse, herunder AMU.

- Når søgningen falder og der kommer færre elever generelt set, så udfordres det økonomiske grundlag, og øvelsen med gynger og karruseller bliver sværere og sværere. Det går ud over muligheden for at opretholde udbud, og det går i sidste ende udover kvaliteten. I værste fald kan det betyde, at det medfører større frafald, siger Kasper Palm.

I den seneste tid har erhvervsskolerne kunne berette om en udfordret økonomi, som blandt andet har medført, at mere end 800 stillinger er blevet nedlagt på erhvervsskolerne i 2022. Med et faldende elevgrundlag bliver det næppe igennem flere elever, at skolerne kommes til undsætning. En løsning, som børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye ellers har peget på for erhvervsskolernes udfordrerede økonomi.

- Vi kan ikke vente på, at udviklingen vender. Hvis det fortsætter ad samme vej, så vil vi se, at flere udbud lukker, fordi det bliver umuligt at få økonomien til at hænge sammen. Vi har forståelse for, at det er svært at prioritere økonomien, men helt ærligt, når en lærling står med et svendebrev eller uddannelsesbevis i hånden, er uddannelsen allerede tjent ind, fordi de i løbet af uddannelsen får løn og betaler skat. Burde vi som samfund ikke se på, hvor vi bruger pengene klogt i stedet for bare at lade stå til?, afslutter Kasper Palm.

Søgetallene

Erhvervsuddannelserne

  • I alt har 12.415 ansøgere søgt en erhvervsuddannelse efter 9./10. klasse. Det svarer til et fald på 6. pct. fra 2022, hvor 13.183 ansøgere søgte en erhvervsuddannelse efter grundskolen.
  • 19,4 procent af grundskoleeleverne har ansøgt at starte på en erhvervsuddannelse i 2023 på landsplan. I 2022 var det 20 pct.
  • Alle hovedområder oplever et fald. Det er dog særligt andelen af ansøgere til hovedområderne for omsorg, sundhed og pædagogik samt teknologi, byggeri og transport, som falder henholdsvis 13 og 5 pct i ansøgere fra grundskolen.
  • Andelen, der søger en erhvervsuddannelse med eux, er stort set uændret fra 2022.

Gymnasiale uddannelser

  • I alt har 46.504 elever søgt gymnasiale uddannelser efter 9./10. klasse. Det svarer til et fald på 2 pct. fra 2022.
  • 72,6 procent af grundskoleeleverne har ansøgt at starte på en gymnasial uddannelse i 2023 på landsplan. I 2022 var det 71,6 pct.
  • Ansøgninger til hhx er steget 7 pct. fra 2022 til 2023. Søgningen til hhx været stigende siden 2016, og udgør i 2023 23 pct. af de samlede gymnasieansøgninger.
  • Ansøgninger til htx er faldet 13 pct. fra 2022 til 2023. Dette er efter et fald på 13 pct. fra 2021 til 2022. Søgningen til htx har været faldende siden 2016, og udgør i 2023 8 pct. af de samlede gymnasieansøgninger.
  • Ud af ansøgerne til de gymnasiale uddannelser er der fortsat flest, der søger stx (57,3 procent). I 2022 var det 58,8 pct.

10. klasse

  • Andelen, der søger en 10. klasse ligger på niveau med sidste år. I 2023 har ca. 52 pct. af ansøgerne i 9. klasse søgt 10. klasse.

Kilde: Børne- og undervisningsministeriet

Kontakt

Billede af næstformand for DEG-B, Kasper Palm

Kasper Palm

Næstformand Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Bestyrelserne