Bestyrelseskursus for formandskab 2022
Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier starter bestyrelseskursusrækken 2022 op med et formandskabskursus.
Kurset vil være meget relevant for bestyrelsens formand og næstformand, både de nytiltrådte og de mere erfarne, hvor erfaringsudveksling også ses som et vigtigt element i kurset. Vi har derfor også for første gang valgt at afholde det over to dage som et 16- til 16-bestyrelseskursus.
Detaljer om kurset
Formandskabskurset indledes på førstedagen med et eksternt bestyrelsesoplæg af aktuel karakter, herefter vil der være gruppedrøftelser med fokus på det strategiske og dagen afsluttes med en fælles middag.
Næste kursusdag får deltagerne en introduktion til det professionelle og værdiskabende bestyrelsesarbejde via indhold, der bl.a. runder ledelse af bestyrelsen, bestyrelsens rolle som arbejdsgiver, samarbejde og samspil mellem formanden, formandskabet/FU og direktøren, selvejets udfordringer, bæredygtighed og institutionssamarbejder.
Børne- og Undervisningsministeriet gæster kurset med oplæg og dialog om STUK’s nye tilsynsstrategi for de kommende år samt om styringsmekanismer og ministeriets tilgang og overvejelser i forbindelse med et tillidsfuldt samarbejde mellem STUK og uddannelsesinstitutionens bestyrelse/bestyrelsesformand og direktør.
Kurset er tilrettelagt med høj grad af deltagerinvolvering og inddragelse af egne erfaringer og fremtidsrettet behov i forhold til bestyrelsesarbejdet på en erhvervsskole. Praktisk ledelse, samspil og samarbejde i bestyrelsen, tilsyn samt fokus på bæredygtighed vil være hovedemnerne på kurset.
Deltagerkredsen for kurset er formænd og næstformænd ved en erhvervsskole.
Vedrørende overnatning
Ønsker man overnatning skal det bookes i tilmeldingsformularen nedenfor. Bemærk at der er en tillægspris på 1.195 kr. inkl. moms.
Værelserne fordeles efter først-til-mølle-princippet.
Eventuel afbestilling af værelse skal ske i dialog med Camilla Kjær Mårtonsson (ckm@deg.dk). Bemærk at booking af værelse er bindende efter den 1. juni.