Vindmøller, grøn energi, bæredygtighed

Aftale om flere faglærte til den grønne omstilling

Pressemeddelelse

Regeringen har sammen med Folketingets partier indgået en aftale om at øge antallet af faglærte til den grønne omstilling. Med aftalen skal erhvervsuddannelserne styrkes med fokus på at uddanne flere faglærte med de nødvendige kompetencer til at understøtte Danmarks grønne ambitioner.

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Folketingets partier (Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet) står bag aftalen om flere faglærte til den grønne omstilling, som indeholder i alt otte initiativer, der samlet set skal bidrage til at gøre erhvervsuddannelserne mere grønne og mere attraktive.

Aftalen udmønter blandt andet midler til grønt udstyrsløft, grøn efteruddannelse af underviserne, studieture samt til rollemodelkorpset under Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO), der som noget nyt også skal besøge elever på FGU foruden elever i folkeskolens udskoling.

"Vi er taknemmelige for den rygstøtte, aftalen giver os. Der er mange gode initiativer, som vi fuldt ud bakker op om. Investeringerne i grønt udstyr og grøn efteruddannelse af lærere er afgørende skridt for at sikre, at vores erhvervsuddannelser kan levere relevante og tidssvarende uddannelser. Også studieture, rollemodeller og muligheder for udlandsophold er tiltag, der kan være med til at øge erhvervsuddannelsernes attraktivitet. Vi ser frem til at følge, hvordan den store del af midlerne bliver fordelt og udmøntet, så vi kan sikre, at ressourcerne anvendes bedst muligt," udtaler Allan Kortnum, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne.

"Vi bemærker, at klimaerhvervsskolerne ikke er nævnt i aftalen. Hvis klimaerhvervsskolerne bliver en realitet, er der afgørende, at initiativet er inkluderende for hele sektoren. Den grønne omstilling og erhvervslivet har i høj grad brug for faglærte og specialiserede medarbejdere. For at erhvervsskolerne kan imødekomme dette behov, er det nødvendigt med en omfattende oprustning på landsplan. Alle erhvervsskoler skal uddanne faglærte til den grønne omstilling, og vi er meget villige til at bidrage til, hvordan dette bedst kan gennemføres," siger Bo Sejer Frandsen, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Bestyrelserne. 

Aftalens initiativer:

  1. Grønt udstyrsløft på erhvervsskolerne: Afsat 46,7 mio. kr. i 2024, 34 mio. kr. i 2025, 69,3 mio. kr. i 2026 og 58,7 mio. kr. i 2027.
  2. Grøn efteruddannelse af erhvervsskolelærerne: Afsat 20,1 mio. kr. i 2024, 14,7 mio. kr. i 2025, 29,7 mio. kr. i 2026 og 25,2 mio. kr. i 2027.
  3. Videnscentrene på erhvervsuddannelserne permanentgøres: Permanentgørelse fra 2025 med en årlig bevilling på 27 mio. kr. Hvert af de sammenlagte videnscentre tildeles et etableringstilskud på 2,0 mio. kr. i 2025.
  4. Forsøg med afsluttende prøver – herunder grønne svendeprøver: Initiativ for yderligere forsøg med grønne svendeprøver.
  5. Flere studieture for at understøtte attraktive ungemiljøer: Afsat 23,5 mio. kr. årligt fra 2025 og frem.
  6. Attraktive muligheder for udlandsophold: Øget fokus på udlandsophold og samarbejdsaftaler.
  7. Erhvervsuddannelsernes år: 2025 udnævnes som Erhvervsuddannelsernes år med en årlig bevilling på 2,8 mio. kr. i 2024 og 2025.
  8. Positive rollemodeller til at vise vejen til en erhvervsuddannelse: Permanentgørelse af rollemodelkorpset. Den nuværende bevilling på 5,2 mio. kr. øges med 1,5 mio. kr. i 2025, 2026 og 2027 og med 0,5 mio. kr. fra 2028 og frem. 
     

Kontakt

Allan Kortnum

Allan Kortnum

Formand Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne
72 13 45 00
Bo Sejer Frandsen

Bo Sejer Frandsen

Formand Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Bestyrelserne