Smed elev med maske

DEG-L: Positiv VEU-aftale med langsigtede investeringer

Pressemeddelelse

Efter to år med udskydelser er der nu indgået en ny trepartsaftale om langsigtede investeringer i voksen-, efter og videreuddannelsessystemet (VEU).

Med VEU-aftalen indføres der en varig videreførelse af en række afgørende takster og ordninger, der skal bidrage til at skabe en efterspurgt ro i sektoren og sætte fokus på kerneopgaven med at levere opkvalificering af ledige og beskæftigede til blandt andet den grønne og teknologiske omstilling.

- Vi er meget glade for, at taksterne gøres permanente. Det har vi længe efterspurgt. En stabil økonomi er afgørende for både at kunne planlægge uddannelsesaktiviteterne, men også for at kunne foretage de nødvendige og vigtige investeringer i VEU, siger Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne.

Det afgørende er, at VEU kan sikre arbejdsstyrken de kompetencer, der efterspørges, hvad enten der er tale om tekniske kurser i industrien, opdatering af kompetencer inden for bygge og anlæg, eller om det er opkvalificering i cirkulær økonomi og datahåndtering. AMU dækker stort set alle brancher, og er et vigtigt instrument til at sikre dem, der i forvejen har mindst uddannelse, har de rette kompetencer til at indgå på arbejdsmarkedet.

Servicekoncepter til virksomheder og attraktive veje fra ufaglært til faglært

Aftalen indeholder også nye elementer, som DEG hilser velkommen. Der skal bl.a. etableres en pulje til målrettet servicekoncepter og administrative samarbejder med henblik på at styrke det opsøgende arbejde og understøtte virksomheders uddannelsesplanlægning og -administration. Samtidig vil der blive iværksat en række tiltag, der skal skabe mere attraktive veje fra ufaglært til faglært.

- Initiativerne vil forhåbentligt indfri systemets potentialer og sikre, at flere kortuddannede får relevant efteruddannelse, samtidig med at flere opnår faglært status gennem at bruge AMU som trædesten. Så det ser vi med positive briller på, siger Ole Heinager.

Aftalen præsenterer også flere initiativer, der fortsat ikke er endeligt udformet. Det drejer sig bl.a. om en ny udbudsmodel på AMU-området, hvor parterne først i efteråret vil blive inddraget i forbindelse med en nærmere tilrettelæggelse af modellen.

Fleksibilitet, digitalisering og løft af basale færdigheder

Ole Heinager er glad for, at der i aftalen lægges op til, at udbyderne kan inviteres med i dialogen om en samlet model, der kan øge både forsyningssikkerhed, kvalitet og aktivitet. 

Derudover glæder det formanden, at udbyderne inviteres ind i en arbejdsgruppe, der skal kortlægge ufleksible regler og processer i VEU-systemet.

- Vi har længe foreslået, at man kigger reglerne igennem for at sikre, at VEU er så smidigt at bruge som muligt – både for virksomhederne, for kursisterne og for udbyderne. Vi har brug for et fleksibelt system, der kan imødekomme efterspørgslen – både ved højkonjunktur og lavkonjunktur, siger Ole Heinager.

Aftalen sætter også et strategisk fokus på digital læring, hvor der ses en stadig større efterspørgsel efter digitale undervisningsforløb. Også løft af basale færdigheder er der prioriteret midler til i trepartsaftalen.

- Basale færdigheder, som det at kunne læse, skrive og regne er helt elementært for, at man kan gennemføre efteruddannelse og opkvalificering, og dermed også en forudsætning for en varig mobilitet på arbejdsmarkedet. Så er det meget positivt, at det prioriteres. Alt i alt må vi sige, at vi synes det er en god aftale, der er skruet fornuftigt sammen, afslutter Ole Heinager.

Kontakt

Lars Michael Madsen

Lars Michael Madsen

Bestyrelsesmedlem DEG-L og VEU-udvalgsformand