Lov om erhvervsuddannelser (hjemmel til at udstrække uddannelsesforløb m.v.)

DEG-L høringssvar

DEG-L mener, at det er vigtigt at se på, hvordan vi kan støtte elever med funktionsnedsættelser bedst muligt, så flere får muligheden for at gennemføre en erhvervsuddannelse. Derfor ser foreningen positivt på muligheden for at kunne udstrække uddannelsesforløb m.v. for visse elev- og lærlingegrupper.

Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne (DEG-L) takker for muligheden for at afgive høringssvar til ovenstående høring.

Foreningen undres dog over, at forslagets mulighed for at udstrække hovedforløbene kun gør sig gældende for elever og lærlinge, som måtte udøve elitesport. Dermed omfatter hjemlen ikke elever og lærlinge med funktionsnedsættelser, selvom disse i nogle tilfælde også kunne have gavn af et udstrakt uddannelsesforløb.

Foreningen bakker også op om forslagets mulighed for, at skoler skal kunne oprette selvstændige hold for begge elev- og lærlingegrupper. Foreningen bemærker dog, at det kan blive en udfordring at samle hold af en vis volumen, som giver mening indenfor den nuværende økonomiske ramme. Derfor kunne man overveje at kompensere skolerne for oprettelse af disse selvstændige hold, så det ikke bliver en lille volumen og økonomi, der står i vejen for, hvorvidt ordningen kan anvendes.

Udover de i forslaget beskrevne ændringer, mener DEG-L, at der er behov for en særlig indsats i forhold til skabelsen af elev- og læreplads til elever og lærlinge med funktionsnedsættelser. Her er der blandt andet behov for at kigge på muligheden for at skabe en fleks-praktik. Foreningen så også gerne, at der blev bedre mulighed for støtte i den daglige undervisning og skabt bedre rådgivning og uddannelse af undervisere samt virksomheder, så alle er klædt godt på til at kunne støtte elever og lærlinge med funktionsnedsættelser igennem hele deres uddannelse.

Slutteligt ser foreningen frem til den rådgivningsindsats, der også er beskrevet i ’Aftalen om en samlet indsats for elever og studerende med handicap på ungdomsuddannelserne og på de videregående uddannelser’, og som skal målrettes elever med funktionsnedsættelser på erhvervsuddannelserne. Her er der brug for en central rådgivning med dyb indsigt i både funktionsnedsættelser og erhvervsuddannelser, som kan være med til at sikre det bedst mulige match mellem uddannelse/erhverv og elev/lærling.