IBF

Ny klimacase: Betonvirksomhed vil tilbyde mere bæredygtige produkter

Nyhed

IBF - Ikast Betonvarefabrik - vil sætte et grønnere aftryk på verden og har sat sig for at udvikle løsninger, der kan håndtere klimaforandringer og reducere ressourceforbrug. IBF har inviteret erhvervsskoleelever og undervisere indenfor i virksomheden, så de kan få indblik i, hvordan man får grønne ambitioner til at leve.

IBF er en dansk virksomhed, der producerer og sælger betonprodukter til bygge- og anlægsbranchen. Virksomheden har mere end 60 års erfaring inden for betonproduktion og producerer blandt andet kloakrør, betonfliser, fundamentblokke, trappetrin og brosten.

Undervisere fra erhvervsskolerne får rundvisning på IBF's afdeling i Hedehusene. 

I 2023 tager undervisere fra erhvervsskolerne på besøg i 10 forskellige virksomheder - heriblandt IBF - for at udvikle undervisningsmateriale og klimacases, som skal vise elever på hhx, htx og eud, hvordan man kan arbejde bæredygtigt på den anden side af sin uddannelse og på tværs af fagligheder.

Under besøget fik undervisere fra erhvervsskolerne en rundvisning og præsentation af, hvordan betonproduktion foregår. Kim Falkenberg fortalte om den omfattende proces, det er at kvalitetssikre produkterne, så betonen holder længst mulig tid - hvilket er en stor faktor i at optimere produkternes levetid, hvilket har stor betydning for produkternes klimaaftryk. 

IBF har i høj grad fokus på at udvikle produkter og investere i teknologi og innovation, som skal reducere Co2 og optimere produkternes påvirkning på klimaet. IBF har blandt andet udviklet en ny produktlinje, IBF Eco2, som reducerer CO2 aftrykket ved produktion af beton med minimum 50 procent. Derudover arbejder virksomheden med at: 

  • Anvende genbrugsbeton i nye produkter
  • Udvikle permeable belægninger, der kan håndtere større regnmængder
  • Udvikle recepter og permeable afløbsprodukter til nedsivning af regnvand
  • Bruge teknologien NOxOFF på belægninger og tagsten til at bekæmpe forurening fra fx bilers udstødning. 

IBF er startet med produkterne og skal nu i gang med at udvikle en grøn strategi, der fremover skal guide deres arbejde med mere bæredygtige og klimavenlige beton- og belægningsløsninger. 

Klimacasen om IBF bliver tilgængelig på www.deg.dk, hvor der i løbet af 2023 udgives 10 klimacases om virksomheder, som arbejder ambitiøst med bæredygtighed. Projektet og udviklingen af de 10 cases er støttet af Villumfonden.

Næste virksomhedsbesøg er tirsdag den 2. maj, hvor IKEA vil gøre os klogere på, hvordan de arbejder med bæredygtighed.