Udmøntning af aftale om 1-årig forlængelse af VEU-trepartsaftale

DEG høringssvar

AOF Danmark, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og Danske HF og VUC takker for muligheden for at give høringssvar.

Høringssvaret vedrører § 3 stk. 1 i lovforslaget, hvor der i lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne ændres på målgruppen for deltagelse i visse fag (§ 4, stk. 1, nr. 4 og 5 i lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne).

Denne ændring vil medføre, at arbejdsmarkedsparate ledige ikke længere har mulighed for at deltage i FVU Engelsk og FVU Digital, og dermed afskæres ledige fra at anvende en ledighedsperiode til at styrke de arbejdsmarkedsrettede kompetencer inden for disse to fagområder gennem deltagelse i FVU.

Vi er som uddannelsesinstitutioner vidende om, at der blandt ledige på samme måde som hos be-skæftigede er et stort behov for at styrke de arbejdsmarkedsrettede kompetencer inden for hhv. det digitale område og i engelsk sprog, og vi har, siden muligheden opstod for ledige til at deltage i FVU Engelsk og FVU Digital, oplevet en stor søgning blandt ledige til at opkvalificere sig i disse områder og deltage i FVU Engelsk og FVU Digital.

Erfaringen hos os er, at mange ledige er bevidste om, at det er et stigende krav på arbejdsmarkedet at kunne begå sig digitalt og kunne mestre det engelske sprog, og at disse kompetencer er vigtige at besidde for at kunne honorere virksomhedernes krav til arbejdskraften og dermed komme i beskæftigelse igen.
Der har da også siden muligheden opstod været stor efterspørgsel blandt ledige på begge fag, der imødekommer de udfordringer, mange ledige møder i forbindelse med jobsøgning. FVU-fagene generelt, men også i høj grad FVU Digital og FVU Engelsk er med til at opruste lediges jobmuligheder og dermed opnå selvforsørgelse.

En del virksomheder i Danmark har engelsk som koncernsprog, herunder kan nævnes Femern Bælt projektet, hvor ledige skal klædes på med engelskkompetencer for at komme i betragtning som arbejdskraft. I samarbejdet med STAR, a-kasser og jobcentre om at få langtidsledige seniorer tilbage på arbejdsmarkedet, er de to nye fag et væsentligt omdrejningspunkt i opkvalificeringen til at kunne varetage et job i nutidens Danmark.

Hvis lovændringen gennemføres som foreslået, og ledige dermed udelukkes fra deltagelse i FVU Engelsk og FVU Digital, vil det forringe lediges muligheder for at opnå beskæftigelse.

Det skal herudover bemærkes, at det opleves atypisk i det danske uddannelsessystem, at ledige ikke har de samme muligheder for at styrke deres beskæftigelsesrettede kompetencer, som beskæftigede har, og i det konkrete tilfælde vurderes behovet for opkvalificering i det digitale område og i engelsk at være mindst lige så stort for ledige som for beskæftigede.

AOF Danmark, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og Danske HF & VUC har i fællesskab taget initiativ til en vision, ALLE.MED.NU, om at sikre et markant løft af gruppen af danskere med mangelfulde basale færdigheder gennem voksen- og efteruddannelsessystemet. Som konkrete handlemuligheder er der udarbejdet 18 konkrete forslag til at løfte danskernes basale færdigheder. En af anbefalingerne er netop, at FVU Digital og FVU Engelsk skal gøres til en permanent del af fagrækken i FVU for både ledige og beskæftigede, fordi begge fag er essentielle for at imødekomme arbejdsmarkedets behov for efteruddannelse.

Vi skal derfor anbefale, at ledige sidestilles med beskæftigede i mulighederne for at styrke de digitale og engelsksproglige kompetencer ved at have mulighed for at deltage i FVU Digital og FVU Engelsk, og dermed at den foreslåede lovændring vedrørende FVU Digital og FVU Engelsk ændres i overensstemmelse hermed.