Om forslaget til rådshenstilling om blandet læring

DEG høringssvar

DEG bakker op om EU-kommissionens forslag, da vi ser det som et udtryk for, at kommissionen finder det vigtigt, at medlemslandenes nationale forsamlinger sikrer, at der følges grundigt op på det efterslæb, der er i kølvandet på Covid-19-krisen, og at vi tager erfaringerne med videre.

Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) takker for muligheden for at afgive høringssvar om et forslag til rådshenstilling om ”blandet læring for inkluderende undervisning af høj kvalitet på primær- og sekundærtrinnet” (COM (2021) 455).

DEG bakker op om kommissionens forslag, da vi finder det afgørende at fastholde og fortsætte den digitale udvikling, som er sat i gang med Covid-19, også i regi af erhvervsuddannelserne og de erhvervsgymnasiale uddannelser. Dette vil også understøtte kvalitetsudviklingen af uddannelserne. I hele EU er der allerede mangel på arbejdskraft med erhvervsrettede og digitale kompetencer, og derfor hilser DEG alle forslag velkommen, som kan understøtte kvalitetssikringen af de erhvervsrettede uddannelser.

DEG kan nikke genkendende til de udfordringer, det giver, når det fysiske rum begrænses eller sættes helt ud af spillet – både fagligt og socialt. Vi er dog ikke enige i, at uddannelsessystemerne har udvist en betydelig manglende vilje til at drage fordel af forskellige læringsmiljøer og -værktøjer.

Kommissionen henstiller til, at medlemsstaterne sætter skub i udviklingen af elever og deres familiers digitale kompetencer og undervisningssystemernes digitale kapacitet, herunder ved at tilskynde til investeringer på skole- og samfundsniveau og ved at forbedre digitale færdigheder. Dette harmonerer med forslag, som DEG har om, at knap 1. mio. danskere, som mangler basale digitale færdigheder, skal løftes via en målrettet indsats.

Mange af tiltagene i rådshenstillingen kræver ressourcer, fx investeringer i teknologi, programmer/læremidler, udvikling, efteruddannelse, yderligere personale, m.m. Rådshenstillingen tager dog til dels højde for dette ved også at have henstilling om at tilføre skolerne ressourcer og værktøjer til blandet læring.

”Blandet læring” står centralt i rådshenstillingen. DEG læser det, som en ”blød” definition ift., at underviserne kan bruge virtuel undervisning, når det giver mening i en undervisningssituation. Det kan DEG bakke op om. Dog er der ikke de store ønsker om at fremme hybridundervisning (undervisning, hvor der både er elever med virtuelt og fysisk på samme tid).

DEG har i et tidligere høringssvar pointeret, at Covid-19-krisen har medvirket til et digitalt kvantespring på de erhvervsrettede uddannelser, og de erfaringer skal der videreudvikles på, så den digitale parathed forbedres.

Som vi læser tiltagene på side 15 i den danske version, henstilles der til, at medlemsstaterne sikrer skolerne et tilstrækkeligt niveau af selvstændighed ved beslutningstagning på skoleniveau for at fremme innovation og tilpasning til lokale behov. Erhvervsskolerne er selvejende og besidder derfor allerede den lokale beslutningskompetence. Vi er usikre på, om kommissionen lægger op til mere ekstern revision og kvalitetssikringsmekanismer med hensyn til blandede læringsmiljøer og -værktøjer med evaluering af/via andre udbydere end skolen. Det er her vigtigt for DEG, at der ikke lægges yderligere tilsyn ned over skolerne.

Generelt vurderer DEG, at det danske uddannelsessystem har gode forudsætninger for at leve op til de målsætninger, som kommissionen giver udtryk for.