Lommeregner, økonomi, finans

Finanslovsforslag med plads til forbedring

Pressemeddelelse

Med det netop lancerede finanslovforslag må erhvervsskolerne endnu en gang polstre sig i politikernes tomme ord. For når man gransker regeringens forslag til, hvordan økonomien i samfundet skal prioriteres til næste år, skal man kigge langt efter investeringer i erhvervsskolerne og efterlevelsen af politikernes ambitioner om flere faglærte og medarbejdere med erhvervsrettede kompetencer.

Nicolai Wammens præsentation af finanslovsforslaget for det kommende år, efterlader erhvervsskolerne uden udsigt til de investeringer, der længe har været efterspurgt.

Hos Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier ærgrer man sig over, at man fra politisk hold er tilbageholdende med at investere i en sektor, som gang på gang af politikerne nævnes som helt afgørende for Danmarks fremtid - ikke mindst i forhold til den grønne omstilling.

”Der er et kæmpe behov for at investere i erhvervsskolerne, som i perioden 2015-2022 har oplevet et samlet fald i tilskud på over 1 mia. kr., som følge af omprioriteringsbidraget. På trods af nedskæringerne har erhvervsskolerne været gode til at tilpasse sig og spænde livremmen ind, men det siger sig selv, at det kan blive vanskeligt at holde stand med de høje prisstigninger og et voksende behov for at tiltrække flere faglærte, siger Kasper Palm, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Bestyrelserne.

Det vil betyde færre penge til uddannelse og i sidste ende en forringelse i kvaliteten.
Kasper Palm, formand DEG-B

Her rækker den pris- og lønregulering på 3,9 pct., som fremgår af finanslovsforslaget ifølge formanden ikke langt, når der samtidig opleves voldsomme prisstigninger på energi, udstyr og materialer, som særligt rammer de tekniske erhvervs- og voksenuddannelser.

”Det vil betyde færre penge til uddannelse og i sidste ende en forringelse i kvaliteten”, pointerer Kasper Palm, som også fremhæver, at der heller ikke er udsigt til videreførelse af det særlige tilskud til små erhvervsskoler, eller PL-regulering af udkantstilskud og grundtilskud.

”Det vil særligt ramme de mindre skoler i de mindre byer, som i forvejen er presset af, at der er færre elever, tilføjer Kasper Palm.

Takster til længere hoveforløb tages fra sektoren

På plussiden fremhæver Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne, at der afsættes penge til forlængede hovedforløb på nogle af erhvervsuddannelserne – noget som erhvervsskolerne længe har efterspurgt.

”Det er positivt, at vores ønske om at kunne lave forlængede hovedforløb er blevet hørt, men jeg bemærker dog også, at pengene tages fra andre uddannelser i sektoren.”, siger Ole Heinager og uddyber:

”Det er blandt andet på AMU, at taksterne forringes, samtidig med at man mister nogle kvalitetspuljemidler, som er helt afgørende for, at AMU holdes oven vande. Jeg håber inderligt, at det er et tegn på, at der er noget godt i vente med den kommende VEU-trepartsaftale, ellers er det her i sandhed en katastrofal dag for AMU”.

VEU mangler afklaring

Ifølge Ole Heinager kan vi ikke vente længe på en udmelding om hvorvidt midlerne videreføres, da skolerne snart vil skulle reagere, hvis midlerne ikke kommer.

”Der mangler handling og mere end skåltaler, hvis vi skal sikre AMU som et relevant uddannelsestilbud til de ufaglærte og faglærte, som kan have mest brug for uddannelse og opkvalificering”, siger Ole Heinager, og tilføjer, at der ligger en pulje på 200 mio. kr. i forslaget, som tilgodeser FGU, men som også kan anvendes til voksen- og efteruddannelsesområdet.

”Det er positivt, at regeringen har afsat en pulje til den Forberedende Grunduddannelse. Her er der behov for snarlig handling – men det er også vigtigt, at en del af midlerne kan gå til at understøtte voksen- og efteruddannelsesområdet. Vi venter i spænding på at se hvad der konkret ligger i udspillet”.

På det gymnasiale område udebliver endnu en gang den tiltrængte udligning af de uforklarlige forskelle i tilskuddene på de 3-årige gymnasiale uddannelser, som ministeren tidligere har stillet i udsigt i forbindelse med en drøftelse om taxametersystemet i Folketingssalen.

Kontakt

Billede af næstformand for DEG-B, Kasper Palm

Kasper Palm

Næstformand Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Bestyrelserne